L.S.R  et parafilosofisk projekt
ikke i tiden -- men: til tiden
 
Den følgende artikel blev første gang publiceret på tysk i:
Germanic Notes and Reviews, vol. 33, n. 2, fall/Herbst 2002, blz. 109-133
»Nietzsches initiale Krise«



deutsch: Nietzsches initiale Krise (Stirner)
english: Nietzsche's initial crisis (Stirner)
français: La crise initiale de Nietzsche (Stirner)
italiano: La crisi iniziale de Nietzsche (Stirner)
nederlands: Nietzsches initiële crisis (Stirner)
português: A crise inicial de Nietzsche (Stirner)


 

Nietzsches initiale krise

Stirner-Nietzsche-spørgsmålet i nyt lys

Af Bernd A. Laska
 

Nietzsche 1864
Friedrich Nietzsche 1864
»Da jeg var ung, mødte jeg en farlig guddom, og jeg havde ikke lyst til at fortælle nogen om, hvad der dengang randt mig igennem sjælen - af både gode og dårlige sager. Således lærte jeg betids at tie, ligesom at man tier bedst ved at tale; og at et menneske, der har noget bag sig, har brug for at have noget foran sig, det være sig i forhold til andre eller til sig selv. For man har brug for noget at dække sig bag for at blive helbredt for sig selv, og for at gøre det muligt for andre at leve med os.«

Friedrich Nietzsche 1885 (1)


1. Indledning og overblik
2. Stirner-Nietzsche-spørgsmålet i dag
3. Sidebemærkning: den skjulte Stirner-reception
4. Stirner-Nietzsche-spørgsmålet engang
   4.1 »Den Eneste« i undergrunden
   4.2 Opdagelsen af »Den Eneste«
   4.3 Stirner-Nietzsche-spørgsmålet: ikke besvaret
5. Nietzsches initiale krise
   5.1 Eufori i Berlin
   5.2 Depression i Leipzig
   5.3 Eduard Mushacke?
6. Epilog
Noter


1. Indledning og overblik

Som det vil være almindeligt kendt, afsluttede Friedrich Nietzsche sit liv som filosof med et spektakulært sammenbrud i begyndelsen af januar 1889 i Torino. De mulige årsager til denne "finale krise", der betød, at Nietzsche åndeligt set for altid trak sig tilbage fra verden, er blevet efterforsket mange gange og særdeles grundigt. Men uden at man er kommet til en definitiv klarhed eller har kunnet danne sig en endelig mening om spørgsmålet. (2) Begyndelsen på Nietzsches filosofiske løbebane er ligeledes karakteriseret af en alvorlig, om end mindre spektakulær krise. Krisen overvandt Nietzsche i oktober 1865 gennem en yderst streng selvdisciplin og frem for alt ved at blive en begejstret Schopenhauer-tilhænger. Denne "initiale krise" har selv Nietzsche-eksperter hidtil vist ringe opmærksomhed og i modsætning til den finale dårligt nok undersøgt nærmere.

Nietzsches liv og værk er nok blevet gransket mere udførligt og kritisk end de fleste andre filosoffers; (3) men når det drejer sig om den afgørende fase, da den unge Nietzsche blev filosof, har hans mange biografer for det meste nøjedes med ukritisk at tage hans egne oplysninger for gode varer. (4) At Nietzsche i slutningen af oktober 1865 pludselig vendte sig til den Schopenhauer'ske filosofi, forklarer man som regel stadigvæk med det, Nietzsche selv kalder en "tilfældighed". Man betragter det heller ikke som noget, der kræver en særlig forklaring. Jeg har imidlertid nærmere undersøgt dette for en stor del mørklagte kapitel i Nietzsches livsforløb og herunder gjort en overraskende opdagelse, nemlig at Nietzsche i første halvdel af oktober 1865 havde en kortvarig, åbenbart meget intensiv, men straks igen afbrudt forbindelse med Eduard Mushacke, en tidligere nær ven af Max Stirner (»Der Einzige und sein Eigenthum« 1845 [okt. 1844], dansk »Den Eneste og hans ejendom«, HELIKON 1998).

Denne opdagelse gør det muligt at kaste et nyt, denne gang kritisk lys over den tidlige fase i Nietzsches udvikling. Den hidtidige forskning har været hæmmet af visse blokeringer, når det gjaldt om at foretage en sådan undersøgelse. Disse blokeringer har stillet sig hindrende i vejen for en seriøs afprøvning af den formodning, at det var den unge Nietzsches møde med Stirners »Den Eneste« - et møde der for året 1865 ganske vist kun lader sig postulere - der var den afgørende årsag til hans initiale krise, den krise der gjorde ham til filosof.

Den stærkeste blokering er det faktum, at Stirner-Nietzsche-spørgsmålet - spørgsmålet om hvorvidt Nietzsche har kendt Stirners bog og har modtaget vigtige impulser fra den - allerede omkring år 1900 var genstand for en omfattende diskussion og til slut blev lagt ad acta som værende uden betydning, først og fremmest fordi Stirner blev betragtet som værende uden betydning for filosofiens historie. Denne blokering har vokset sig væsentligt stærkere i løbet af 1900-tallet, ved hvis afslutning Nietzsche nyder stor international anseelse, mens Stirner selv i Tyskland er nærmest ukendt.

Det er derfor nødvendigt at gå baglæns i tiden og så at sige foretage et "arkæologisk udgravningsarbejde" for at komme tilbage til det, der er det egentlige udgangspunkt, til Nietzsches "initiale krise". Det vil ske først ved at analysere de nyere fremstillinger af Stirner-Nietzsche-spørgsmålet, derpå ved - efter en nødvendig og for undersøgelsen befordrende sidebemærkning om den skjulte Stirner-reception - at se på diskussionerne i 1890'erne, for til slut at rekonstruere den unge Nietzsches situation i oktober 1865. Det videregående spørgsmål, om en sådan rekonstruktion af Nietzsches initiale krise vil revidere synet på filosoffens videre udvikling og i sidste ende kan bidrage til at afdække årsagerne til hans finale krise, vil ikke blive taget op her.

2. Stirner-Nietzsche-spørgsmålet i dag

Stirner-Nietzsche-spørgsmålet? Et tema, som i dag måske kun giver anledning til et skuldertræk. Nietzsche, ham kender man, eller i hvert fald mener man at gøre det. Men Stirner? Ham kender man ikke, behøver heller ikke at kende ham, en fodnote til Nietzsche - eller til Marx, der jo allerede anno 1846 skal have kritiseret ham sønder og sammen. Hvilken mening kan det da have, bortset fra en snæver faghistorisk, endnu en gang at rejse det meget marginale og dertil for længst uddebatterede spørgsmål om, hvorvidt Nietzsche har kendt Stirners »Den Eneste« eller ej? Det skal der gives et svar på i denne artikel.

Navnet Max Stirner har haft den dårligst tænkelige klang inden for filosofien, ja, inden for kulturlivet i bred forstand - hvis han ikke ligefrem var "glemt" (hvad han var indtil 1890'erne og igen fra 1910'erne). Stirner gik for at være en begrænset personage, han var en udstødt, én man ikke skulle røre ved, en åndens paria. Det var noget, der ligesom sagde sig selv, en begrundelse havde nærmest været malplaceret. Holdningen blev repræsenteret af Alois Riehl, en af de første filosofiprofessorer, som værdigede Nietzsche en monografi. Heri strejfer han Stirner på tilbørlig forbigående vis og uden at nævne hans forkætrede navn. Citat: "Og det afslører en endnu mindre evne til at skelne mellem ånderne, når man stiller Nietzsche op ved siden af den ufrivillige Fichte-parodist, forfatteren til bogen »Den Eneste og hans ejendom« - for det betyder ikke andet, end at man anbringer skrifter af en næsten eksempelløs talens magt og et geniets skæbnesvangre kraft ved siden af en litterær kuriositet." (5) Nietzsche derimod blev, også af sine fjender, for det meste respekteret som en åndfuld forfatter, en blændende stilist og en skarpsindig psykolog. Som følge heraf havde Stirner-Nietzsche-spørgsmålet, der blev rejst af rent polemiske grunde, en vis sprængfarlighed i årene omkring 1900 (se nedenfor).

I dag betragter man selvfølgelig ikke længere Stirner som en paria, forudsat man da kender ham, men ganske simpelt som en ubetydelig bifigur. Han har derfor gennem lang tid heller ikke været omtalt i de fleste Nietzsche-monografier. Og man finder kun sjældent en forfatter, som blot flygtigt tager Nietzsche-Stirner-spørgsmålet op. Sker det endelig, så kun for endnu en gang for at lægge det til side som irrelevant. Spørgsmålet om, hvorvidt Nietzsche har kendt Stirner, spiller ingen rolle længere. Om det skal besvares med et ja eller nej: Henning Ottmann sammenfatter efter en kort skitse sit standpunkt således: "Nietzsches åndelige horisont, der rækker fra antikken til den moderne tid, er altid bredere. Han var ikke åndeligt beslægtet med den småborgerlige species anarchistica [Stirner]." (6) Også Rüdiger Safranski afslutter sin Stirner-omtale med en bemærkning om, at Nietzsche ville have opfattet Stirner som "frastødende" og som en "småborger". (7) Alligevel kan man hos begge disse Nietzsche-eksperter fornemme en mærkværdig ambivalens. Safranski taler om Nietzsches "bemærkelsesværdige tavshed" om Stirner, Ottmann, uden at anføre nogen særlig grund til det, om "en af de mere intelligente Nietzsche-legender". Ingen af dem tager dog virkelig spørgsmålet op - hvad der bliver delvis forståeligt, når man kender til den "skjulte reception" af »Den Eneste« (se nedenfor).

Stirners årelange næsten etablerede marginalposition har ført til, at kendskabet til ham og hans ideer er blevet om muligt endnu mere nødtørftigt. Det har blandt andet resulteret i, at man kun hæfter nogle almindelige, ureflekterede og i alle tilfælde ikke rammende etiketter på ham: unghegelianer, anarkist, nihilist eller solipsist. Et interessant eksempel på, hvilke udslag dette manglende, men selvfølgelig "tilgivelige" ukendskab til Stirner kan give, finder vi i Curt Paul Janz's trebinds Nietzsche-biografi, et stadigvæk toneangivende, i øvrigt pinligt omhyggeligt og flere gange revideret værk. (8) På den halve side, Janz afsætter til Stirner-Nietzsche-spørgsmålet (plus tre sider dokumenter), begår han fire til dels graverende fejl. Og ikke nok med det: disse fejl i det mest udbredte standardværk om Nietzsche er endnu ikke, efter godt to årtier, blevet bemærket, hverken af de førende Nietzsche-eksperter, der har bistået Janz, herunder Karl Schlechta og Mazzino Montinari, eller af et stort og veloplyst publikum. De går igen i den nyeste, nok engang reviderede udgave af værket, (9) og skal derfor kort nævnes her:

1. I dé aftrykte breve om Stirner-Nietzsche-spørgsmålet, som Köselitz sendte til Overbeck (III, s. 343 ff.), omtales flere gange en vis Markay. Det drejer sig her utvetydigt om Stirner-biografen og Stirner-udgiveren John Henry Mackay, hvis navn kendes af enhver, der ikke bare af omtale har hørt om Stirner. Janz har afskrevet forkert, han kan ikke identificere Markay og følgelig heller ikke angive ham i registeret med fornavn.
2. En anden person, Janz åbenbart heller ikke kender, er Lauterbach, der forekommer i et citeret brev, og som Janz på grund af manglende kendskab til fornavnet blot anfører som "hr." i registeret. Det drejer sig her om Paul Lauterbach, udgiveren af den tidlige Reclam-udgave af Stirners »Den Eneste«.
3. På det sted hvor Janz selv kort berører Stirner-Nietzsche-spørgsmålet (III, s. 212 f), omskriver han frit en artikel af Resa von Schirnhofers, hvori en publikation om Stirner fra 1894 fejlagtigt dateres til 1874. Janz bemærker ikke denne notoriske trykfejl og opstiller på basis af den falske tidsangivelse en - naturligvis - tvivlsom formodning.
4. Da Janz, lige så ukritisk som alle andre mig bekendte Nietzsche-biografer, overtager Nietzsches egen beretning om, hvordan han blev filosof og om, hvordan han fra den ene dag til den anden blev en begejstret Schopenhauer-tilhænger, konstaterer han nok et afgørende vendepunkt i Nietzsches åndsliv, da denne flytter fra Bonn til Leipzig, men undlader at tage den nærliggende årsag hertil i betragtning, nemlig det umiddelbart foranliggende, to uger lange, intensive møde med Mushacke senior. Han skøjter hen over Eduard Mushacke som en i den grad uvigtig biperson, at han skødesløst angiver hans fornavn som Eberhard i registeret. (10)

3. Sidebemærkning: den skjulte Stirner-reception

I betragtning af den vidt udbredte ringeagt for Stirner og det endnu mere udbredte ukendskab til ham, må man nødvendigvis spidse ører, når man læser, hvad flere prominente tænkere har udtalt om ham.

For eksempel så Ludwig Klages under studiet af Nietzsche sig flere gange foranlediget til at "ihukomme" forfatteren Stirner, selv om han ikke troede, at Nietzsche havde kendt ham. Klages indrømmer den "rent ud dæmoniske dialektiker", at han "ofte går mere radikalt, mindre vidtløftigt, vivisektorisk mere præcist til værks og ikke sjældent præsenterer sine konklusioner med færre ord" end Nietzsche, og i Stirner ser han den antipode til Nietzsche, som virkelig "skal tages alvorligt". Derfor er Nietzsche også så uendelig vigtig, for: "Den dag, Stirners program skulle gå hen og blive alles overbevisning ... ville blive "dommedag" for menneskeheden". (11) På lignende vis ytrede sig en tænker med en helt anden baggrund, marxisten Hans Heinz Holz. Han advarede om, at "den Stirner'ske egoisme, hvis den blev omsat til praksis, ville føre til menneskeslægtens selvødelæggelse". Eks-marxisten Leszek Kolakowski har med hensyn til »Den Eneste« denne apokalyptiske vision: den af Stirner efterstræbte "destruktion af fremmedgørelsen, altså en tilbagekomst til autenciteten, ville ikke være andet end en ødelæggelse af kulturen, en tilbagevenden til den dyriske tilværelse ... til den før-menneskelige tilstand". Selv Nietzsche synes ifølge Kolakowski "svag og inkonsekvent i sammenligning med ham". (12) Og Roberto Calasso, vinderen af Premio Nietzsche 1989, skriver: "Fra flere sider forlyder det også, at man må gå ud fra, at en fremtidig filosof ikke vil kunne befatte sig med sådan noget som Stirner. [ ... ] Stirner er forsat udstødt fra kulturlivet [ ... ]. Særlig mærkbar er Stirners tilstedeværelse hos de forfattere, der forbigår ham i tavshed eller aldrig taler om ham i offentliggjorte tekster, hos Nietzsche og Marx". Også Calasso ser i Stirners »Den Eneste« den "kunstige barbar", det "antropologiske monstrum" osv., den vestlige civilisations Menetekel. (13)

Det vækker til eftertanke, at ingen af disse forfattere har fundet Stirner værdig til at blive imødegået med en argumenterende kritik, og at deres stærke udtalelser for det meste falder i mindre vigtige passager, ligesom i forbigående eller tilfældigt.

Disse eksempler turde være tilstrækkelige til at dokumentere den kendsgerning, at der eksisterer en bred, men i vidt omfang skjult Stirner-reception. Den udtrykker sig overvejende i antydninger, der skal indikere Stirners kulturfjendtlige dæmoni og hans ideers absolutte ondsindethed, noget som enhver såkaldt dannet læser forudsættes at være indforstået med.

Hos enkelte forfattere, der har skrevet mere forsigtigt og disciplineret, virker omtalen af Stirner som en fejlreaktion: Edmund Husserl nævner ham ikke én eneste gang i sine tekster, breve osv., ikke fordi han ikke kendte til Stirners ideer, eller fordi han betragtede dem som intetsigende, men fordi han, hvad der vel kun er blevet overleveret af vanvare, ville beskytte sine elever (og sig selv?) imod hans "fristende kraft". (14) For Carl Schmitts vedkommende blev det først den ekstreme eksistentielle situation i fængslet, der fik ham til at rykke ud om sit forhold til Stirner, som han havde kendt siden sin ungdom, men forholdt sig tavs om. (16) Theodor Adorno indrømmede ganske vist i en snæver kreds, at Stirner var den, der havde "lukket katten ud af sækken", men undgik pinligt omhyggeligt at forholde sig argumenterende til ham eller blot at omtale ham (16). De uudtalte grunde, som sådanne våbenbrødre har - deres antal kan man næppe danne sig en realistisk forestilling om - turde være de samme som hos de ovenfor nævnte fortalere for de apokalyptiske visioner.

Andre forfattere, i den senere tid de allerede omtalte Ottmann og Safranski, foregiver at være nøgterne og suveræne, dog mærker man hos dem en underlig ambivalens i forhold til Stirner - den fandtes prototypisk allerede hos den unge Marx - som de søger at komme udenom ved hjælp af tesen om Stirners "småborgerlighed".

De nævnte forfatteres indædte modstand mod Stirner - undermineret af deres egne mere eller mindre behændige bestræbelser på at forhindre, at han via dem skulle vinde større anerkendelse - er hævet over enhver tvivl. En sådan indstilling træffer man langt hyppigere hos filosoffer end hos teologer. Dog har kun sjældent nogen ladet sig henføre til så markante ord, som den tidligere Nietzsche-beundrer og filosofiprofessor i Basel Karl Joël gør det i sit opus magnum: »Den Eneste« er, skriver han, den "mest vilde kætterbog, der nogen sinde er skrevet af menneskehånd", med den har Stirner grundlagt et veritabel "satanreligion". (17) Joël formulerer sig meget kort og klart: "Stirner" er for mange ikke-teologer ensbetydende med det, teologerne kalder "Den Onde". Det forklarer, hvorfor de for det meste kun vagt eller måske utilsigtet ytrer sig om grundene til deres modstand, og hvorfor man ikke behøver at nævne, endsige retfærdiggøre sin forsvarsmetode - man forholder sig tavs om Stirner og søger at lukke munden på ham, om nødvendigt bakket op af en moderigtig "overvindelsesteori" (paradeeksemplet er Karl Marx) - og endelig hvorfor ingen spørger om disse grunde. (18)

Jeg har derfor fremstillet Stirners egentlige virkningshistorie - der findes begravet under en bunke konventionel Stirner-litteratur - i bogen »Ein dauerhafter Dissident« som en re(pulsions- og de)ceptionshistorie. Den begynder med Feuerbach, Bauer, Ruge og Marx, omfatter et betragteligt antal tænkere fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet og rækker frem til vore dages Jürgen Habermas. (19) Om også Friedrich Nietzsche hører med i denne række af prominente navne, er et spørgsmål, jeg vil vende tilbage til sidst i artiklen.

4. Stirner-Nietzsche-spørgsmålet engang

Spørgsmålet om, hvorvidt og i givet fald hvordan Stirners »Den Eneste« har påvirket Nietzsche, blev rejst første gang i begyndelsen af 1890'erne. Dets opdukken indgår i en kompliceret sammenhæng: på den ene side står det i forbindelse med Nietzsches "finale krise" og hans derpå følgende pludselige og uventede berømmelse, på den anden side med den tidlige reception af »Den Eneste«, der efter en kort furore i 1845/46 gennem fire eller fem årtier næsten kun havde fundet sted i den litterære undergrund. En nyudgivelse af »Den Eneste« i 1882 blev mødt med offentlig tavshed. Først ti år senere var en Stirner-renæssance blevet mulig og kun som et bifænomen til Nietzsches popularitet. Det kunne virke, som om man først nu turde tale om den så længe "sporløst forsvundne" Stirner, efter at man i Nietzsche mente at have fundet hans overmand.

Spørgsmålet om Nietzsches forhold til Stirner lå under alle omstændigheder lige for, og straks det var blevet rejst, vakte det - mere herom senere - en betydelig interesse. Man fremhævede de slående ligheder mellem de to tænkere og formodede, at den senere af dem, Nietzsche, havde kendt den tidligere, også selv om han ikke nævner ham nogetsteds. En omfattende efterforskning gik i gang for at finde spor, der kunne bekræfte dette, men gav kun beskedne resultater. Man endte med at henlægge sagen, også fordi yderligere anstrengelser ikke syntes retfærdiggjorte - jf. citatet af Riehl ovenfor. Hundrede års Nietzsche-forskning og historisk-kritiske udgivelser af hans værker, breve, notater og fragmenter har ikke kastet nyt lys over hans forhold til Stirner. Således er vor viden om Stirner-Nietzsche-spørgsmålet i dag nogenlunde den samme, som den man havde omkring 1910. Der er, som også Janz konstaterer, "indtil i dag ikke givet noget definitivt svar" på det - hvad der imidlertid ikke betyder, at man inden for Nietzsche-forskningen ser dette som en udfordring.

Måske kan denne artikels korte fremstilling af Stirners skjulte virkning på prominente tænkere fra Marx til Habermas samt opdagelsen af nye enkeltheder i Nietzsches livsforløb genskabe interessen for spørgsmålet. For det er rimeligt at antage, at det mest sandsynlige svar, man i dag kan give på det, ikke skal opfattes som blot en afklaring af et filosofihistorisk detailproblem. (20) Men lad os alligevel starte med at se på det som et sådant, og det helt fra begyndelsen.

4.1 »Den Eneste« i undergrunden

Offentliggørelsen af Stirners bog »Den Eneste og hans ejendom« falder kuriøst nok tidsmæssigt næsten på dato sammen med Nietzsches fødsel: medio oktober 1844. Max Stirner (pseudonym for Johann Caspar Schmidt 1806-1856) levede dengang i Berlin og frekventerede de såkaldte unghegelianeres kreds. De førende teoretiske hoveder blandt unghegelianerne var to forhenværende hegelianske teologer, der var blevet afskediget fra deres universitetsstillinger på grund af deres religionskritik, nemlig Bruno Bauer i Berlin og Ludwig Feuerbach i den frankiske provins. Bauer forsøgte som den første i Tyskland at introducere de ateistiske ideer fra den franske oplysning, mens Feuerbach var kommet frem til sin ateistisk position ved at øse af tyske kilder. Herpå trådte Stirner, den "kunstige barbar" (Calasso), ind på scenen og indtog et standpunkt, der satte ham i stand til spottende at betegne de to ateister som "fromme folk". Men hans hensigt med den tilintetgørende kritik af de førende unghegelianere var ikke at skade den efterhegelianske oplysningsproces. Tværtimod ønskede han gennem en radikalisering at løfte den op på et højere plan. Senere historikere har ignoreret Stirners særstandpunkt og kort og godt henregnet ham til unghegelianismen, som man har fejet af bordet som et rent "forfaldsfænomen" inden for den Hegel'ske skole. Men dermed har man ikke, som det er vist ovenfor, begravet »Den Eneste« for tid og evighed.

Stirners kritik kom i første omgang som et chok for unghegelianerne. Den angrebne Feuerbach - i et brev kaldte han Stirner "den mest geniale og frie forfatter, jeg har kendt" - (21) skrev et forsvarsskrift. Stirners suveræne svar bragte den unge Feuerbach-tilhænger Karl Marx i en situation, man med rette kan betegne som hans "initiale krise". Han distancerede sig fra Feuerbach uden dog at slutte sig til Stirner, men skrev i stedet feberagtigt en rasende "Anti-Stirner", hvori han gennemgik »Den Eneste« sætning for sætning. I denne proces undfangede han sine første ideer til den "historiske materialisme", rammen, som han gennem resten af sit liv udfyldte med økonomiske studier. Marx frygtede formentlig, at hans "Anti-Stirner" kunne komme til at lide samme skæbne som Feuerbachs forsvarsskrift og undlod at trykke manuskriptet. (22)

Allerede i året 1847, endnu før urolighederne i marts '48, var Stirners chokerende bog "glemt". Og med vandskellet i '48 skabtes der et politisk klima, hvor unghegelianernes ateistiske oplysning blev gjort til tabu, og naturligvis især Stirners radikalisering. Dens vigtigste repræsentanter (Feuerbach, Bauer, Marx) forfægtede den heller ikke længere og tilpassede sig på hver deres måde de ændrede politiske forhold.

Stirner selv kom hurtigt derefter i materiel nød og døde i 1856. På dette tidspunkt var han allerede blevet en uperson, en man ikke rørte ved, en åndens paria. Indtil slutningen af 1880'erne, et tidsrum der er nogenlunde sammenfaldende med den "sunde" del af Nietzsches liv, blev Stirner stort set ikke offentligt omtalt. Derimod brillerede i 1860'erne tænkere som Schopenhauer, Hartmann og Lange, som Nietzsche ofte refererer til i sine skrifter og breve. Kan han have fået kendskab til Stirner gennem dem?

Arthur Schopenhauer (1788-1860) har aldrig nævnt Stirner. Eduard von Hartmann (1842-1906) behandler kun kortfattet Stirner i sin succesrige debutbog »Det ubevidstes filosofi« (1869), men netop dette kan virke påfaldende, for han lader den opmærksomme læser forstå, at han altid selv har stået på Stirners standpunkt, og at han har overvundet det med dette værk. (23) Friedrich Albert Lange (1828-1875) kommer i sin berømte »Materialismens historie« (1866) ind på Stirner med få, men rammende ord. Han betegner hans bog som "den mest ekstreme, vi overhovedet kender", kalder den "berygtet" og - går så hurtigt videre, idet han straks derpå hævder, at den ikke står i nærmere forbindelse med materialismen. (24)
Omtalen af Stirner hos Hartmann og Lange er de vigtigste i disse fire årtiers undergrund, især vigtige i vor forbindelse fordi Nietzsche har studeret begges værker grundigt. I øvrigt forholdt det sig åbenbart, som en ukendt samtidig skrev: "Max Stirner - hvilket smædet og forhadt navn!... Ja, hvis nogen kan klage over at være blevet sat udenfor, så er det ikke Schopenhauer, men Stirner". (25)

I begyndelsen af 1880'erne skete der en gradvis ændring af det åndelige klima i Tyskland. En ny generation af litterater, der kaldte sig "naturalister" eller "realister", trådte frem og knyttede an til den så længe forkætrede og fortrængte radikalisme i tiden op til revolutionen i 1848. Det første nummer af »Kritische Waffengänge«, udgivet i 1882 af Julius og Heinrich Hart, signaliserer denne tendens. Samtidig og på samme forlag udkom den anden udgave af Stirners »Den Eneste«. Men tiden var endnu ikke inde for det "berygtede" og "marginaliserede" værk: det blev mødt med offentlig tavshed. Heller ikke de unge litterære rebeller vovede sig i nærheden af det.

Først nogle år senere kom Stirner ind i diskussionen, betegnende nok som en slags bussemand i den dengang standende propagandastrid mellem nogle af tidens forskellige verdensanskuelser. Friedrich Engels forsøgte i 1886 at pådutte anarkisterne Stirner som deres "profet". (26) Og Eduard von Hartmann instrumentaliserede ham noget senere i sin kamp mod Nietzsche. Det er usvigelige indicier for, at Stirner dengang var almindeligt berygtet - hvad ingen fandt nødvendigt at begrunde - for Engels og Hartmann var sikre på, at de ville ramme deres respektive fjender afgørende, hvis de gjorde dem til åndelige efterkommere af den berygtede paria. (27)

Fra midten af 1880'erne fik Nietzsche et større publikum. Indtil da havde hans skrifter været lidet kendte uden for hans egen vennekreds. I nogle Nietzsche-beundreres private cirkler har Stirner, mere præcist Nietzsches tavshed om ham, tilsyneladende været en kilde til dyb irritation. Det ses blandt andet af en lige så forsigtig som impertinent forespørgsel til Nietzsches ven Franz Overbeck. Forespørgslen kom fra Wien og var indeholdt i et langt brev, der vrimlede med flere andre spørgsmål. Den lød således: "En kender af Nietzsches skrifter uden for vor kreds har udtalt den formodning, at Max Stirners libel »Den Eneste og hans ejendom« ikke har været uden betydning for Nietzsches senere konception". Om det kunne passe? (28)

Nietzsche selv kom under hele sin litterært produktive henholdsvis åndeligt vågne periode åbenbart aldrig i den situation at blive konfronteret med det siden hen så ofte stillede spørgsmål om, hvorvidt han kendte Stirners »Den Eneste«. Og da det var kommet så vidt, at hans berømmelse var inden for rækkevidde, da havde han - som havde han anet arten af de spørgsmål, han ville blive stillet overfor, efter at han var blevet berømt - i begyndelsen af 1889 trukket sig tilbage fra det åndelige liv uden at have efterladt sig ét eneste ord om sit forhold til Stirner.

4.2 Opdagelsen af »Den Eneste«

Nietzsches unge tilhængerskare blev da også temmelig irriteret, da Eduard von Hartmann brød den pinagtige tavshed og i et væsentligt punkt anklagede Nietzsche for at være Stirners plagiator. Nietzsches højt beundrede "nye moral", skrev han i en opsigtsvækkende artikel, bragte "på ingen måde noget nyt, men var ... allerede i året 1845 ... blevet fremstillet af Max Stirner i mesterlig form med en klarhed og åbenhed, der intet lader tilbage at ønske". (29)

Nietzsche-modstanderen Eduard von Hartmanns fanfare var optakten til en bred diskussion om Stirner-Nietzsche-spørgsmålet og til den første såkaldte Stirner-renæssance. Efter næsten et halvt århundrede i den litterære undergrund udkom så i 1893 på Nietzsche-beundreren Paul Lauterbachs energiske initiativ Stirners »Den Eneste« i Reclams »Universalbibliotek«, hvad der med ét slag gjorde forfatterens navn kendt i vide kredse.

Baggrunden for Hartmanns og Lauterbachs aktiviteter er i høj grad lærerig for forståelsen af Stirner-Nietzsche-spørgsmålet, for begge gik effektivt i brechen for at skabe opmærksomhed omkring »Den Eneste« uden på nogen måde at være Stirner-tilhængere. Her skal vi dog kun kortfattet berøre deres motiver og aktiviteter.

Eduard von Hartmann var i 70'erne og 80'erne, til forskel fra Nietzsche, en meget succesrig filosofisk skribent. Hans debutbog "Det ubevidstes filosofi" kom i 1869 og blev straks en bestseller, trykt i hele 12 oplag. Bogen er på ca. 700 sider, og kun tre er helliget Stirner, mærkværdigt få, når man betænker, at den, hvilket han i forbigående lader forstå, ikke mindst er resultatet af hans bestræbelser på at overvinde Stirner (jf. ovenfor).

Nietzsches reaktion på Hartmanns bog beviser på den ene siden hans fine psykologiske sans og sikre blik for det væsentlige, men er på den anden side også ret oplysende om, hvordan han forholder sig til en konfrontation med Stirner. Denne konfrontation kan han umuligt have undgået, da han i 1874 - Hartmanns bog forelå allerede i 5. oplag - i den anden af sine »Utidssvarende betragtninger« med ætsende-ironisk polemik angreb Hartmann som "den lille modefilosof". Nietzsche behandler nemlig heri netop det kapitel, der indeholder de tre Stirner-sider. Det mest påfaldende i denne forbindelse er, at Nietzsche ikke nævner Stirner med ét eneste ord. Han læser, citerer, polemiserer og argumenterer virtuost uden om ham. Dette må på den anden side straks have sprunget Hartmann i øjnene, han der selv få år tidligere havde stået på "Stirners standpunkt" og kun overvundet dette med et vist besvær. Han vil utvivlsomt have mærket den samme bestræbelse hos Nietzsche. Denne intime solidaritet med Nietzsche - og Nietzsches manglende succes hos publikum - har formentlig dengang afholdt Hartmann fra at reagere på Nietzsches angreb. Først halvandet år senere, da han følte sig truet af Nietzsches pludselige berømmelse, greb han til "modkritikkens" våben. (30)

Paul Lauterbach (1860-1895) var ved siden af Hartmann og Stirner-biografen Mackay vel den, der ydede det største bidrag til Stirner-renæssancen. Lauterbach var gennem vennen Heinrich Köselitz (i mange år en slags sekretær for Nietzsche under navnet "Peter Gast") blevet gjort bekendt med Nietzsche og blev en af dennes første begejstrede tilhængere. Hans energiske indsats for at give Stirners »Den Eneste« en vid udbredelse gennem en Reclam-udgivelse var den første etape i hans strategisk planlagte kampagne til fordel for Nietzsche. Mens Hartmann havde trukket Stirner frem for at bringe Nietzsche i miskredit og anbefale sig selv som den, der havde overvundet den "farlige" Stirner, ville Lauterbach præsentere Nietzsche som Stirners sande overmand, "som den store efterfølger og viderefører og [frem for alt] omskaber". Lauterbach ville blotlægge den store åndelige fare, som også han så i »Den Eneste«, for over for publikum at anbefale Nietzsche som den, der var i stand til at mane Stirner i jorden: "Mit forord [til Stirners »Den Eneste«]", skrev han i et brev til Köselitz, "har det ene formål at beskytte de uskyldige imod Stirner og mystificere og lamme de ondsindede, i det væsentlige med Nietzsches hjælp". (31)

Altså hovedsagelig som følge af disse hinanden modsat rettede aktiviteter fra Hartmanns og Lauterbachs side udspandt der sig en heftig diskussion omkring Stirner-Nietzsche-spørgsmålet, for størstedelen ført i kulturtidsskrifter og på avisernes kultursider. I sammenligninger mellem de to tænkeres skrifter påvistes talrige overensstemmelser og ligheder, men også gravende, uforsonlige modsætninger. Mange var forbløffede over, at man hos Nietzsche intetsteds fandt Stirner nævnt; andre forstod, at han ikke ville lade sig unødigt kompromittere af sit kendskab til Stirner, for han var jo, som de fleste mente sammen med Friedrich Heman, filosofiprofessor i Basel, "en meget mere fintfølende, fornem, åndrig, videre- og højereskuende tænker, hvis sidste formål og mål ragede tårnhøjt op over Stirners tanker, der bevæger sig på livets bundfald". (32)

4.3 Stirner-Nietzsche-spørgsmålet: ikke besvaret

Nietzsches nærmeste venner og bekendte var naturligvis konsternerede. Ingen kunne huske, at de nogen sinde havde hørt Stirners navn komme over hans læber. Der er overleveret snesevis af breve, der viser forvirringen blandt vennerne. Godt nok forstod man, hvorfor Nietzsche offentligt havde været tavs om Stirner. Men hvorfor havde han, i betragtning af hans store "habituelle meddelsomhed" (Overbeck), heller aldrig nævnt ham i den mest fortrolige kreds? Kun Overbecks kone, Ida, huskede i 1899, at hun omkring 20 år tidligere havde haft en samtale med Nietzsche, under hvilken det var undsluppet ham, at han åndeligt set følte sig i slægt med Stirner. "Samtidig gled der et højtideligt drag over hans ansigt. Mens jeg med spænding iagttog ham, forandrede hans udtryk sig igen, han gjorde en bevægelse, som ville han jage noget bort og værge sig, og han sagde hviskende: "Nu har jeg altså fortalt Dem det, og jeg ville ikke tale om det. De skal glemme det igen. Man vil tale om et plagiat, men det vil De ikke gøre, det ved jeg". (33)

Endelig kom der så også en udtalelse fra Adolf Baumgartner, der havde været Nietzsches yndlingselev i dennes første tid i Basel, men snart derpå havde distanceret sig fra ham. Baumgartner, i mellemtiden professor i oldtidshistorie i Basel, huskede, at han i 1874 havde lånt Stirners »Den Eneste« på universitetsbiblioteket i Basel, og forklarede, at han havde gjort det på Nietzsches anbefaling. Lånet kunne bekræftes ved en gennemgang af det gamle lånerkartotek. Baumgartner har intet berettet om læsningen af Stirner og eventuelle følger heraf, endsige om samtaler herom med Nietzsche, skønt han efter 25 år stadig huskede bogen selv og Nietzsches ord, da han anbefalede den ("Det er det mest konsekvente, vi besidder"). Måske er hans senere, gådefulde udtalelse om, at Nietzsche "for første gang" skal have "...drejet det store hjul om" i ham, relateret til denne begivenhed. (34)

Nietzsches søster Elisabeth blev derimod ikke træt af at samle "modbeviser", idet hun forsøgte at få alle de af brorens venner og bekendte, hun kunne opdrive, til skriftligt at bekræfte, at han over for dem aldrig havde talt om Stirner . (35) Mazzino Montinari, som gennem sit indgående kendskab til Nietzsche-arkivet vidste besked med Elisabeths udfoldelser, stod, fordi hans bedømmelse af Stirner var helt konventionel, uforstående over for hendes "uudgrundelige motiver". (36) Mistanken om, at Elisabets iver kunne være næret af hemmelige oplysninger om Stirners rolle for Nietzsches udvikling, lå ham fjernt. Søsteren bestred i hvert fald i forskellige artikler energisk, at Nietzsche skulle have haft noget som helst kendskab til »Den Eneste«, men hun var klog nok til at lade temaet falde, så snart den offentlige interesse for spørgsmålet begyndte at tage af.

Franz Overbeck, Nietzsches vel mest forstående og pålidelige ven, samt den med den bedste dømmekraft, kom efter en pinlig omhyggelig gennemgang af alle aspekter til denne slutning: "Der består ingen tvivl om, at Nietzsche har forholdt til Stirner på en ejendommelig måde. Men når han her ikke har ladet sin store habituelle meddelsomhed råde uhæmmet, så er det dog bestemt ikke sket for at udelukke en eller anden indflydelse fra denne (som i ordets præcise betydning slet ikke foreligger), men fordi han fra Stirner havde modtaget et indtryk, som han generelt foretrak at bearbejde alene med sig selv [ ... ]. Jeg hævder følgelig, at Nietzsche har læst Stirner. Det kan for modstanderne af hans bøger uden videre gælde som grund nok til at betragte ham som en plagiator. De, der har kendt ham personligt, vil sidst af alt komme på den tanke". (37)

5. Nietzsches initiale krise

5.1 Eufori i Berlin

Til forskel fra Elisabeth-Förster-Nietzsche gav Overbeck altså et diplomatisk svar på Stirner-Nietzsche-spørgsmålet. Han indrømmede, at Nietzsche havde læst Stirner, men hverken heraf eller af Nietzsches "ejendommelige" hemmeligholdelse drog han nogen slutning. Overbecks svar blev i vidt omfang accepteret som det definitive, efter at kontroversen var klinget af. Kontroversen fik ingen konsekvenser for Nietzsche-fortolkningen og kom snart til, sammen med spørgsmålet selv, at ligge uden for de fleste Nietzsche-forskeres synsfelt. Ligesom Overbeck har heller ikke senere Nietzsche-eksperter, for så vidt de har behandlet Stirner, afklaret Nietzsches forhold til ham, men har, efter et kortfattet historisk referat, betragtet emnet som udtømt - hvor dog mange steder og et hurtigt og pludseligt sat punktum (se ovenfor: Stirner = småborger) tyder på en ambivalens, som det ikke har været muligt at undertrykke fuldstændigt. (38) Også i mere differentierede betragtninger, som f.eks. hos Hermann Schmitz, (39) lægges sagen uden konklusioner ad acta. I hvert fald forbigår man netop det, som dé forfattere (inklusiv Nietzsche?), der kan regnes med til den skjulte Stirner-reception, opfattede som det uhyrlige, monstrøse, barbariske, diabolske osv. ved »Den Eneste« - og hverken udforskede eller tilbageviste med argumenter, men indirekte "overvandt".

Bagatellisere eller dæmonisere, bevidstløs snakken eller bevidst tien - hvem der er bekendt med »Den Enestes« re(pulsions- og de)ceptionshistorie, véd tilstrækkeligt om disse ting og stiller sig derfor heller ikke tilfreds med Overbecks behændige udenomssvar. Han ser det tværtimod som en udfordring til at forske videre i Stirner-Nietzsche-spørgsmålet - men ikke ad den hidtil fulgte, udsigtsløse vej, der har bestået i at forfølge de mange mere eller mindre udviskede spor af »Den Eneste« i Nietzsches værker. Selv om det også med sandsynlighed kunne påvises, at Nietzsche havde plagieret Stirners ideer, ville det, isoleret betragtet, næppe være af større interesse i dag. Men det kunne have betydelige konsekvenser, hvis man kunne finde belæg for den antagelse, at konfrontationen med Stirner hos Nietzsche har udløst dén "initiale" åndelige krise, der gjorde ham til filosof.

Lad os derfor begynde med at stille to sammenhængende spørgsmål:
1) Hvornår har Nietzsche med størst sandsynlighed læst Stirners »Den Eneste«?
2) Hvilke umiddelbare følger af dette møde lader der sig rekonstruere på basis af eksisterende dokumenter?

Kun disse spørgsmål, ikke de videregående konsekvenser, skal undersøges her.

At dømme efter Ida Overbecks og Adolf Baumgartners vidnesbyrd fandt Nietzsches møde med »Den Eneste« sted før 1878 henholdsvis 1874. For det meste har man formodet, at Nietzsche er blevet ansporet til at læse bogen af Stirner-passagerne hos Hartmann (1869) eller Lange (1866). Mere præcise studier af værker, breve og andet biografisk materiale gør det dog nærliggende at gå ud fra, at Nietzsche allerede inden da havde kendskab til »Den Eneste« og bestræbte sig på at beholde dette kendskab for sig selv. Dette forhold sammenholdt med paralleller til Stirner-receptionen hos forskellige andre tænkere fra Marx til Habermas, hos hvem mødet med Stirner fandt sted ved begyndelsen af deres filosofiske løbebane og tydeligt ledsagedes af en krise, får os til at rette blikket mod oktober 1865. De fleste af Nietzsches biografer konstaterer ganske vist en alvorlig krise på netop denne tid, men undlader at undersøge den nærmere. Man nøjes med en ukritisk skildring baseret på Nietzsches egne udtalelser. (40) Det er derfor her en grundigere undersøgelse er påkrævet.

Er der basis for mistanken om, at det var dengang, Nietzsche lærte »Den Eneste« at kende, og at dette udløste hans eksistenskrise? Det indebærer dog, at man først må have svar på et andet spørgsmål: havde Nietzsche muligvis allerede før 1865, måske i årene i Bonn (1864-65), mødt Stirners bog? Théophile Droz (1844-1897), en studiekammerat i de to semestre i Bonn, husker, at Stirners "berygtede" bog dengang cirkulerede i studenterkredse. (41) Men Nietzsche kan på det tidspunkt kun have haft et flygtigt kendskab til den. Ellers havde David Friedrich Strauss' »Jesu liv«, som han læste i semesterferien i påsken 1865, ikke kunnet gøre dét gevaldige indtryk på ham, der gav ham kraft til at tage en konfrontation med sin fromme familie, droppe det teologiske studium osv. Heller ikke hvad angår tiden indtil slutningen af september 1865, er der holdepunkter for, at Nietzsche skulle have befattet sig med Stirner.

Men den unge Nietzsche synes i al hemmelighed at have været fascineret af tiden op til marts 1848, i de følgende år forkætret og tabubelagt. Feuerbach havde han allerede tidligere interesseret sig for. Nu, i september 1865, beklager han i et brev til vennen Raimund Granier sin egen generations gammelmandsagtighed og "filistrositet" og sværmer for den "åndeligt vakte tid" for 20 år siden, som han langt hellere ville have levet i. Semesterferien, før han flytter fra Bonn til Leipzig, tilbringer han først hos sin familie i Naumburg. Men allerede her er han fuld af forventning til et to ugers ophold hos vennen og studiekammeraten Hermann Mushacke og dennes familie i Berlin: "Mit nuværende liv er en forberedelsestid til Berlin, ligesom vor jordiske tilværelse er det til den himmelske", skriver han til Hermann. "Til kaffen spiser jeg noget Hegel'sk filosofi, og svigter appetitten, tager jeg nogle Strauss'ske piller". (42)

Hvorfor Nietzsche var så opsat på at træffe Hermanns forældre, vil snart blive klart. Fra den 1. til den 17. oktober 1865 er han gæst hos familien Mushacke i Berlin. Det er kun brudstykkeagtigt overleveret, hvad han har foretaget sig her og oplevet. Han er åbenbart for opslugt til at kunne skrive hjem. Først nogle dage efter afrejsen, den 22. oktober i Leipzig, skriver han til sin mor, og sidst i brevet hedder det: "Livet i Berlin var usædvanligt tiltalende og fuldt af gode oplevelser. Den gamle Mushacke er det mest elskværdige menneske, jeg har kendt. Vi er dus". Og han fortsætter overmodigt: "På min [21. års] fødselsdag har vi skålet på jeres vel i champagne."

De to uger i Berlin havde hensat Nietzsche i eufori, efter at han mismodigt havde taget afsked med Bonn. Ørsagen ligger åbenbart i mødet med Hermann Mushackes far, Eduard, et møde han havde set hen til med så stor spænding og forventningsglæde. Eduard Mushacke var en veteran fra den "åndeligt vakte tid" før marts 1848. Hvad dét betød, kan han ikke skrive om til moren - efter chokket i påsken. Han skriver det i sin dagbog - som han snart skal brænde for aldrig mere at blive mindet om disse dage. Hans Mushacke-oplevelse kan derfor først nu gøres tilgængelig for os.

Euforien fra Berlin holder ham i første omgang også oppe i Leipzig. Kort efter sin ankomst hertil, den 19. oktober, skriver han et brev til Eduard Mushacke, hans nyvundne, "højt værdsatte ven", som han måtte være dus med og helst ville kalde "min far". Han begynder med en passage, hvori han udtrykker sin "taknemmelige og hjertelige følelse" over for ham, derpå slår han over i en snakkende tone og slutter med ord, der er lette og selvironiske og endnu prægede af den opløftede stemning, mødet med Eduard Mushacke har hensat ham i: "I dag for hundrede år siden blev studenten Wolfgang Goethe immatrikuleret. Vi nærer det beskedne håb, at vor immatrikulation også vil blive husket om hundrede år". Fra Berlin synes Nietzsche at have taget et eller andet højtflyvende projekt med sig, som Eduard Mushacke må have ansporet ham til, for han fortsætter: "Det er nok, at dit navn herigennem bliver udødeligt ... ". Det var ikke ment som blot en spøg, og den unge entusiast tænkte her med sikkerhed heller ikke på studiet af den klassiske filologi, i hvis net han snart skulle styrte sig.

5.2 Depression i Leipzig

Den euforiserende virkning af de to ugers ophold i Berlin, hvis årsag skal undersøges senere, holdt ikke længe. Den 20. oktober var han stadig ved godt mod og gjorde alvor af et forsæt, han havde haft i flere måneder, nemlig at træde ud af studenterforeningen "Frankonia". Men kort efter fordampede hele den opløftede stemning og al kraften, og han havnede med ét i en alvorlig depressiv krise.

Der findes ingen autentiske vidnesbyrd om denne krise i form af breve og dagbøger. Der er kun overleveret et selvbiografisk "Tilbageblik på mine to år i Leipzig, 17. oktober 1865 til 10. august 1867". Heri beskriver Nietzsche først de to uger i Berlin før den 17. oktober, og det i en tone, der slet ikke passer til tonen i de (få) autentiske vidnesbyrd. Ifølge "Tilbageblikket" skal det have været udtalt dystre dage. Allerede ved ankomsten skal han have været i dårligt humør. "Også vore samtaler gav næring til min forbitrede stemning. Så var der den fortræffelige Eduard Mushackes sarkasmer, hans indblik i den højere skoleforvaltning, hans vrede over det jødiske Berlin, hans erindringer fra unghegelianernes tid, kort sagt hele den pessimistiske atmosfære hos en mand, der havde set ganske meget bag kulisserne, hvilket alt sammen bidrog til min misstemning. Jeg lærte dengang, hvor behageligt det kan føles at være sortseer ... "

I tilslutning hertil skildrer Nietzsche så, hvordan han, i slutningen af oktober 1865, fandt frem til Schopenhauer og filosofien: "Dengang svævede jeg efter nogle smertelige erfaringer og skuffelser uden nogens hjælp ensom i luften, uden principper, håb eller gode minder". Rent tilfældigt, siger han, skal han i et antikvariat være stødt på Schopenhauers hovedværk. En dæmon skal have hvisket til ham, at han skulle købe bogen af dette "dystre geni", der indtil da havde været ham "fuldkommen fremmed". Hvorpå Schopenhauer øjeblikkeligt skal have grebet ham og drevet ham til indre øvelser i "dyster selvforagt" og til udskejelser af "selvbebrejdelser" og selvhad: "Heller ikke fysiske pinsler manglede. Således tvang jeg mig selv til to uger igennem først at gå i seng klokken to om natten og stå op igen præcis klokken seks". Han frygtede at miste forstanden: "En nervøs ophidselse bemægtigede sig mig, og hvem ved, hvilket punkt af galskab jeg kunne have bragt det til ... " Selvspægelsen, den strenge ydre tvang til regelmæssige studier og Schopenhauers tanker hjalp ham til sidst til at komme ud af den forfærdelige situation. I de følgende uger og måneder skal han være blevet "født til filolog". (43) Men hertil blev han snarere presset end født, af indre nødvendighed og ydre faktorer. I stedet fødtes han dengang til - lidenskabelig filosof.

Som så ofte hos Nietzsche er der i denne beretning en blanding af åbenhed og tilsløring, af oprigtighed og maskepi. Han er nu i sikker afstand, efter en personlig stabilisering i et miljø af Schopenhauer-beundrere og venner og indskrevet i den filologiske forening. Alligevel ville Nietzsche senere brænde beretningen, hvad hans søster dog kunne forhindre. (44) Men han har åbenbart brændt de "urolige, tungsindige dagbogsblade fra den tid", fra oktober/november 1865, da han frygtede at blive forrykt. De havde måske kunnet give et fingerpeg om, hvad han fortier i sin senere beretning, kamufleret gennem meddelsomhed og en omtale af nogle pinlige detaljer: nemlig om hvad der var den virkelige udløser af hans psykiske sammenbrud - hvorunder han muligvis var på randen af en veritabel psykose - altså om hvad der var årsagen til hans første store eksistenskrise, der samtidig var filosoffen Nietzsches initiale krise.

Man bør kunne forvente, at belysningen af Nietzsches initiale krise kan understøtte en "Nietzsche-adækvat" (H. J. Schmidt) fortolkning af hans værk og bruges til at orientere sig efter i hans "sygdoms-labyrint" (P. D. Volz). Hvem der har et detaljeret kendskab til blot de tidligere nævnte tænkeres reaktioner på Stirner, vil ikke stå hovedrystende og forvirret over for en "dæmon", "et sendebud fra det terræn, som han [Nietzsche] skulle betræde 20 år senere" (C. P. Janz), (45) når han læser denne forvildede Nietzsche-notits fra dengang: "Hvad jeg frygter, er ikke den skrækkelige skikkelse bag min stol, men dens stemme: heller ikke ordene, men skikkelsens gysende, uartikulerede og umenneskelige tone. Ja, hvis den overhovedet taler, som mennesker taler!" (46)

Ingen af de Nietzsche-biografer, jeg kender, har problematiseret den stemning af trøstesløshed, han på den tid befandt sig i. Den første halvdel af oktober 1865 er og bliver et mørklagt kapitel. Man har set og ser hans krise fra slutningen af oktober som en følge af de problemer, han havde under de to semestre i Bonn, altså tabet af den kristne barnetro og beslutningen om under ingen omstændigheder at studere teologi, hvad der stod i direkte modsætning til hans families ønsker og forventninger. Selv Werner Ross, der betragter Nietzsches "gevaldige dramatisering" af hans Scopenhauer-vækkelse med skepsis , (47) fatter ikke mistanke og trænger ikke dybere ned, og ligesom Nietzsche-biograferne generelt spidser han heller ikke ører hverken ved stikordet "unghegelianer" eller ved den mærkværdigt intensive og abrupt afbrudte forbindelse med Eduard Mushacke.

5.3 Eduard Mushacke?

Ved en nøjere og mere indlevet betragtning af det forhåndenværende biografiske materiale tyder meget på, at den umiddelbare årsag til filosoffen Nietzsches initiale krise skal søges i hans ophold i Berlin i første halvdel af oktober 1865, mere præcist i mødet med Eduard Mushacke. Hvem var denne mand?

Eduard Mushacke er en figur, der hidtil har været fuldstændigt upåagtet af Nietzsche-forskningen. Man finder ham kun undtagelsesvis i registre i Nietzsche-bøger og -tidsskrifter. Janz anfører ham fejlagtigt som "Eberhard", den nye, omfattende Jubiläums-Nietzsche-Chronik (forlaget dtv) kender ikke engang hans fødsels- og dødsår. Biografiske leksika nævner ham ikke i deres fortegnelser. Janz kalder ham overlærer og følger her en notits af Nietzsche. Det er vel rigtigt nok, men ikke helt tilstrækkeligt til at forklare den begejstring, Mushackes personlighed havde kaldt frem i den unge Nietzsche, netop dengang befriet fra sine gamle bindinger.

Den gennemgående ignoreren af Mushacke i Nietzsche-forskningen hænger sammen med det beskrevne, almindelige ukendskab til Stirner. Jeg har ved at beskæftige mig med Stirner fundet et spor til Mushacke i John Henry Mackays Stirner-biografi. Her nævnes to gange kort en seminarielærer ved navn Mussak, der hørte med til den "snævrere kreds" af unghegelianere i Berlin, og som var en "god ven" af Stirner. (48) Denne oplysning havde Mackay gennem en hjemmelsmand fået fra et andet medlem af samme kreds, nemlig Friedrich Engels. Kunne denne "Mussak" uden fornavn være identisk med Eduard Mushacke? Omfattende undersøgelser i adressebøger og navnelister gav i første omgang til resultat, at navnet Mussak på hin tid ikke kunne påvises i Berlin-området. Yderligere efterforskninger i arkiverne førte til slut til den konklusion, at Engels må have givet sin oplysning i en fonetisk skriveform. Endelig kunne det på grundlag af talrige dokumenter definitivt fastslås: den ven af Max Stirner, Engels havde nævnt, var rent faktisk seminarielæreren dr. Eduard Mushacke (1812-1873). Dette resultat blev rent tilfældigt bekræftet næsten samtidig af en undersøgelse, der var uafhængig af min, og som ikke havde noget med Nietzsche at gøre. (49)

Hvad mødet med Eduard Mushacke må have betydet for Nietzsche, kan man uden større besvær slutte sig til ud fra de få overleverede vidnesbyrd. I det nævnte brev fra september 1865 til Granier klagede Nietzsche, der just var "sluppet ud af sine studiekammeraters skrigende udørken, denne tomme fylde, denne gammelmandsagtige ungdom" i Bonn: "Mennesker, som man kan elske og agte, endnu mere, mennesker, der forstår os, er latterligt sjældne. Men vi er selv skyld i det, vi er kommet 20, 30 år for sent til verden ... ". Længe havde han glædet sig til at træffe et menneske, der havde været ung i den forkætrede, tabubelagte unghegelianske tid - men som Nietzsche beundrede som "åndeligt særligt vakt". Gennem læsning i Naumburg havde han forberedt sig til dette møde. Og han tilbragte derpå to uger sammen med Eduard Mushacke, en veteran fra dengang, som straks sluttede venskab med den unge himmelstormer og tilbød ham at være dus.

Det er næsten ikke til at forestille sig, at Mushacke ikke skulle have fortalt Nietzsche om sin ven Stirner, i betragtning af dennes interesse for ungehegelianerne; eller at han ikke havde Stirners »Den Eneste« i reolen, eller at Nietzsche ikke straks har slugt bogen. Her læste han, der var kommet frem til ateismen ved hjælp af Feuerbachs og Strauss' religionskritik, måske også Bauers evangeliekritik, at, hvorfor og i hvilken betydning disse ateister er "fromme folk". Her læste han om Guds død, om immoralitet, nihilisme osv.; her så han, hvordan en anden havde stillet sig "hinsides godt og ondt" og "filosoferede med hammeren". For et yderst sensibelt menneske som Nietzsche må det have været en nærmest ufordøjelig overdosis. Den herigennem fremkaldte tankeberuselse efterfulgtes af et veritabelt sammenbrud, af selvterapi, af den initiale krise, af flugten dels til Schopenhauer, dels "ind i den stupide følelsesløshed ... som følge af mit filologiske pindehuggeri". (50) Selv om Nietzsche aldrig mere skal tale om hin beundrede "åndeligt særligt levende" tid, så virkeliggjorde han dog senere, ganske vist i inverteret form, det store projekt, som skinner igennem i det euforisk skrevne brev til Eduard Mushacke af 19. oktober. Han fortsatte ikke den af unghegelianerne forberedte og af Stirner indledte radikal-ateistiske oplysning - han "overvandt" den. (51)

Efter sin dobbelte flugt afbrød Nietzsche den eksalterede forbindelse med Eduard Mushacke på en brat, om end uspektakulær måde. Han skrev ikke mere til ham og bad i de breve, han lejlighedsvis sendte sønnen Herman, denne hilse, idet han anvendte de samme floskler som før deres forbrødring, som havde de aldrig truffet hinanden: "Hils dine dyrebare pårørende" eller "Hils dine kære forældre". På sine senere ganske få rejser til Berlin har han, så vidt man ved, ikke besøgt ham. Den unghegelianske veteran, der på sin side efter sine vilde år var sejlet ind i det statslige skolevæsens sikre havn, har næppe taget Nietzsche det ilde op. Og Mushacke junior, som Nietzsche kaldte et "rart menneske", synes efter alle solemærker at dømme ikke at have vidst noget som helst om sin studiekammerats store personlige krise, måske det vigtigste kursskifte på dennes livsbane.

6. Epilog

Det her i knap form afgivne svar på det hidtil uløste Stirner-Nietzsche-spørgsmål baserer sig på opdagelsen af, at Eduard Mushacke, far til Nietzsches studiekammerat i Bonn, Herman Mushacke, var en personlig ven af Max Stirner, forfatteren til den "berygtede" (F. A. Lange) bog »Den Eneste og hans ejendom« (1844). Det bygger på den nærliggende antagelse, at den unge Nietzsche, der nærede en intensiv interesse for den forkætrede religionskritiske filosofi i tiden op til marts 1848, blev konfronteret med Stirners »Den Eneste« under et to ugers ophold hos Mushacke i Berlin i oktober 1865. Den videregående antagelse er, at det var denne oplevelse, der kastede Nietzsche ud i en alvorlig åndelig-psykisk eksistenskrise, hvorunder han besluttede at blive filosof. Antagelsen af denne initiale krise hos filosoffen Nietzsche bygger sin plausibilitet primært på Nietzsches biografiske vidnesbyrd (også "negative", i form af udviskede spor af Stirner i Nietzsches værker og efterladte papirer), sekundært på analysen af senere "åndshistoriske" forløb (behandlingen af Stirner-Nietzsche-spørgsmålet, andre betydelige tænkeres reaktion på Stirner).

Man kan ganske vist tage identificeringen af Eduard Mushacke som Stirners ven til efterretning som en underordnet detalje og tilbagevise alle herpå baserede slutninger som spekulation. Min rekonstruktions heuretiske værdi, det herigennem åbnede nye perspektiv på Nietzsches værk, på hans liv og muligvis på hans finale krise kan vel kun erkendes af den, der har ryddet to massive hindringer af vejen: den konventionelle ringeagt for Stirner og ukendskabet til »Den Enestes« i vidt omfang skjulte re(pulsions- og de)ceptionshistorie - en historie der netop viser, hvor lidt basis der er for at betragte Stirner som en tænker uden betydning. (52)


Noter:

(1) Friedrich Nietzsche: Aus dem Nachlass 1884-85, Fragment nr. 34 [232], april-juni 1885. I dennes: Sämtliche Werke, KSA (udg. Colli/Montinari), bind 11, s. 498.

(2) Fra de senere år kan nævnes: Pia Daniela Volz: Nietzsche im Labyrinth seiner Krankheit, Würzburg: Königshausen & Neumann 1990;
Richard Schain: The Legend of Nietzsches Syphilis, Westport CT (USA): Greenwood Press 2001 (Contributions in Medical Studies, nr. 46).
Mens Volz, hvis skrift frem for alt er værdifuldt som en kompilation af alle relevante dokumenter, repræsenterer den siden Möbius (1902) udbredte mening, at Nietzsches sammenbrud skyldtes eksogene årsager (syfilis i tertiært stadium, progressiv paralyse), betragter neurologen og psykiateren Schain den forhåndenværende litteratur kritisk, ligesom hans kollega Louis Corman (Nietzsche, Psychologue des Profondeurs. Paris: Presses Universitaires 1982), og vurderer denne diagnose som "uholdbar". I stedet plæderer han for endogene årsager.

(3) Også Nietzsches barn- og ungdomsudvikling er blevet og bliver undersøgt i enhver detalje, i de senere år især af filosofiprofessor Hermann Josef Schmidt i Dortmund, der i 4 voluminøse bind på 2500 (!) sider søger at opspore den (efter hundrede års Nietzsche-forskning åbenbart stadig) "skjulte" Nietzsche (»Nietzsche absconditus, oder: Spurenlesen bei Nietzsche«, 4 bind, Aschaffenburg: IBDK 1991-1994). Men Schmidt stopper op netop i året1864, altså kort før Nietzsches initiale krise, og udforsker derpå med vanlig pinagtig omhyggelighed Nietzsches mulige forbindelse med digteren Ernst Ortlepp (Der alte Ortlepp war's wohl doch, oder: für mehr Mut, Kompetenz und Redlichkeit in der Nietzscheinterpretation, Aschaffenburg: Alibri 2001, 440 sider).
Schmidts begrænsning til årene frem til 1864 er så meget mere bemærkelsesværdig, som jeg på det af ham foranstaltede »Erstes Dortmunder Nietzsche-Kolloquium«, den 5. juli 1991, præsenterede ham for min biografiske opdagelse angående Nietzsches initiale krise fra oktober 1865.

(4) Friedrich Nietzsche: Rückblick auf meine zwei Leipziger Jahre (17. oktober 1865 til 10. august 1867). I dennes: Werke in drei Bänden, udg. Karl Schlechta, München: Hanser 1954ff. bind III, s. 127-148

(5) Alois Riehl: Friedrich Nietzsche - der Künstler und der Denker, Stuttgart: Frommann 1897, s. 81

(6) Henning Ottmann: Philosophie und Politik bei Nietzsche, Berlin: Walter de Gruyter 1982, s. 309.

(7) Rüdiger Safranski: Nietzsche. Biographie seines Denkens, München: Hanser 2000, s. 122-129.
Om foranledningen til Stirner-kapitlet i Safranskis bog, sml.: Bernd A. Laska: Den Bann brechen! - Max Stirner redivivus. Teil 2: Über Nietzsche und die Nietzscheforschung. In: Der Einzige. Vierteljahresschrift des Max-Stirner-Archivs Leipzig, nr. 4 (12), 3. November 2000, s. 17-23.
"Rüdiger Safranski (1945- ... ) er en forfatter, hvis bøger om filosofiens nyere historie generelt roses for deres kvalitet og tilgængelighed også for et bredere publikum. I sin første succesbog behandlede han »Die wilden Jahre der Philosophie« i 1800-tallet. Derpå fulgte flere biografiske og idéhistoriske studier, i 1997 et uddrag af Nietzsches værker med kommentarer og i Nietzsche-året 2000 »Nietzsche. Biographie seines Denkens«, meget rost af kritikerne og belønnet med Sachsen-Anhalts "Friedrich Nietzsche-Literaturpreis". (Bogen er udkommet i følgende lande: USA/Storbritannien, Frankrig, Spanien, Brasilien/Portugal, Italien, Kina, Japan, Korea, Israel, Holland, Danmark, Sverige, Ungarn, Grækenland og Polen).

Eftersom Safranski aldrig har nævnt Stirner i sine tidligere publikationer (selv om der i høj grad havde været anledning til det), overrasker det, at han i sin Nietzsche-bog har indføjet - tilsyneladende efterfølgende - et relativt langt afsnit »Med Max Stirner og ud over ham«. Anledningen har tilsyneladende været min ZEIT-artikel om Stirner (trykt i DIE ZEIT Nr. 5, 27. januar 2000, s. 49 - dansk: Max Stirner - forblevet dissident). Fra denne artikel overtager Safranski først - med en for mig smigrende tillid til artiklens oplysninger, som på dette sted ikke dokumenteres - det uortodokse synspunkt, at betydelige tænkere i perioder har været stærkt påvirkede hhv. foruroligede af Stirner, og at de enten ikke har omtalt ham eller kun gjort det perifert. Han nævner Feuerbach, Husserl, Schmitt, Simmel, formulerer sig mere forsigtigt med hensyn til Marx og Nietzsche, og undlader Habermas. Derpå går han videre med en drøftelse, der er dels detaljeret (Nietzsche), dels mere generel (Stirner som radikal "nominalist" osv.) og kommer til slut til følgende resultat: "I én henseende vil Nietzsche nok have registreret noget fuldkomment fremmed og for ham bestemt også frastødende hos Stirner. For hvor meget denne end betoner det skabende, så viser han sig dog ved hårdnakket at kræve ejendommen for sig selv, i sidste ende at være en småborger, for hvem ejendommen betyder alt, også selv om det kun drejer sig om ejendommen til sig selv". I én henseende ... - om nogen anden henseende er der ikke tale. Nuvel, allerede i overskriften signalerer Safranski utvetydigt, at heller ikke han - selv om den nyopdagede Stirner åbenlyst fascinerer ham på en diffus måde - kan overvinde den gamle, overalt forekommende bandlysning af Stirner. Han går derfor uden om de centrale udsagn i min artikel, ignorerer Mushacke-passagen, og søger til sidst, efter nogle siders filosofisk diskussion, der er uvanligt indviklede og derpå afsluttes abrupt, sin redning i flugten til den Marx'ske småborgertese. En mønstergyldig demonstration af den kraft, bandlysningen af Stirner har bevaret.

(8) Curt Paul Janz: Friedrich Nietzsche. Biographie in drei Bänden, München: Carl Hanser 1978-1979.

(9) Allerede i bind 3 bragtes s. 443-446 »Nachträge und Berichtigungen« til bind 1 og 2. Til andenudgaven hos Hanser blev der foretaget yderligere korrektioner og tilføjelser, for, som Janz skrev i et separat afsnit, »Nachträge zur Nietzsche-Biographie« (Nietzsche-Studien 18 (1989), s. 426-431), viste publikum stor deltagelse i hans arbejde, således at han fik stillet talrige "tekster fra ellers næppe tilgængelige eller kendte privatsamlinger" til rådighed. Værket udkom i 1981 i flere oplag hos dtv og senest i 1999 hos Zweitausendeins.

(10) Denne fejl går igen i den seneste, ligeledes reviderede udgave hos Zweitausendeins. Om korrekturerne i denne og tidligere oplag, sml. den korte anmeldelse af Richard F. Krummel i: Germanic Notes and Reviews, 32,2 (fall/Herbst 2001), s. 200.

(11) Ludwig Klages: Die psychologischen Errungenschaften Nietzsches, 1925, citeret efter. 3. udg., Bonn: Bouvier 1958, s. 58-61.

(12) Begge citeret efter Bernd A. Laska: Ein dauerhafter Dissident. 150 Jahre Stirner »Einziger« Eine kurze Wirkungsgeschichte, Nürnberg: LSR-Verlag 1996 (»Stirner-Studien«, Band 2), s. 88f.

(13) Roberto Calasso: Der Untergang von Kasch (it. orig. 1983). Oversat til tysk af Joachim Schulte, Frankfurt/M: Suhrkamp-Verlag 1997, s. 312-314. Her kunne også nævnes Ronald Paterson, forfatter til den - indtil dato - eneste Stirner-monografi i den angelsaksiske verden, der ligeledes kommer til konklusionen: "Hvis Stirners egocentriske indifferentisme blev den almindelige holdning i et samfund, ville det være et samfund på forfaldets rand". Sml. Paterson, Ronald W.K.: The Nihilistic Egoist Max Stirner, London: Oxford University Press 1971, p. 316.

(14) Husserl-Archief te Leuven, Manuscript F I 28, s. 118.

(15) Sml. Bernd A. Laska: "Katechon" und "Anarch". Die Reaktionen Carl Schmitts und Ernst Jüngers auf Max Stirner, Nürnberg: LSR-Verlag 1997 (»Stirner-Studien«, Band 3).

(16) Cit. efter Hans G. Helms: Die Ideologie der anonymen Gesellschaft, Köln: DuMont Schauberg 1966, s. 200.

(17) Karl Joël: Wandlungen der Weltanschauung. Eine Philosophiegeschichte als Geschichtsphilosophie, 2 bind. Tübingen: J.C.B. Mohr 1928/34, s. II/636, 648f; Joël var i øvrigt involveret i den ikke-offentlige strid omkring Stirner-Nietzsche-spørgsmålet mellem "Weimar" og "Basel" (Elisabeth Förster-Nietzsche og Franz Overbeck) og var derfor udmærket fortrolig med dens baggrund.

(18) Bernd A. Laska: Den Bann brechen! - Max Stirner redivivus. Teil 1: Über Marx und die Marxforschung. In: Der Einzige. Vierteljahresschrift des Max-Stirner-Archivs Leipzig, nr. 3 (11), 3. august 2000, s. 17-24; sml. også: Nietzsche und die Nietzscheforschung, smst., nr. 4 (12), 3. November 2000, s. 17-23.

(19) Om virkningshistorien: Laska: Dissident, "http://www.lsr-projekt.de/nietzsche.html" anførte værk (se note 12); Habermas begyndte sin filosofiske løbebane med en rasende og alligevel meget læseværdig fordømmelse af "absurditeten i det Stirner'ske raseri". (Habermas, Jürgen: Das Absolute und die Geschichte. Diss. Bonn 1954, s. 16-34).
Senere er han altid gået i en stor bue uden om Stirner, selv i arbejder om unghegelianerne, og har sågar set bort fra ham i opremsninger som "Feuerbach, Ruge, Marx, Bauer og Kierkegaard" (Habermas, Jürgen: Drei Perspektiven - Linkshegelianer, Rechtshegelianer und Nietzsche. I dennes: Der philosophische Diskurs der Moderne, Frankfurt/M: Suhrkamp 1985, s. 65-103).
Dermed bekræfter han en intuition, som indlemmer ham i den skjulte Stirner-reception.

(20) Antydningen af Stirners potentielle åndshistoriske betydning og dermed betydningen af Stirner-Nietzsche-spørgsmålet kan man læse om hos mange forfattere - dog ofte kun mellem linierne; alligevel har man hidtil afvist at undersøge sagen til bunds og lader sig højst afnøde nogle nedrakninger ("småborgerlig"), fordømmelser ("satanreligion") eller uklare apokalyptiske visioner (se note 13), hvis forcerede forbigående karakter virker bemærkelsesværdig.

(21) Sml. Laska: Dissident, anførte værk (note 12), s. 23f.

(22) Sml. Laska: Bann, Teil 1, anførte værk (note 18).

(23) Eduard von Hartmann: Philosophie des Unbewussten, 1869. 12. udg. Leipzig: Alfred Kröner 1923, s. 373.

(24) Friedrich Albert Lange: Geschichte des Materialismus, 1866. Nyoptryk Frankfurt: Suhrkamp 1974, s. 528f.

(25) Robert Otto Anhuth: Das wahnsinnige Bewusstsein und die unbewusste Vorstellung. Ein Ant(h)elogikon der Hartmann'schen Philosophie, Halle: Fricke 1877, s. 52.

(26) Sml. Laska: Dissident, anførte værk (note 12); Laska, Bann, Teil 1, anførte værk (note 18).

(27) For nogle blev Stirner dog et idol. Således repræsenterede John Henry Mackay, den senere Stirner-biograf, i Stirners navn en ultraliberalisme af nordamerikansk type, benævnt »individualanarkisme«, over for Proudhons, Bakunins og Kropotkins kollektivistiske anarkisme.

(28) Brev af Heinrich Hengster, 24. juni 1889, cit. efter Janz, Nietzsche, anførte værk, s. III/336.

(29) Eduard von Hartmann: Nietzsches "neue Moral". I: Preussische Jahrbücher, 67. Jg., Heft 5, Mai 1891, s. 501-521; udvidet affattelse med udtrykkelig beskyldning for plagiat i dennes: Ethische Studien. Leipzig: Haacke 1898, s. 34-69.

(30) Wolfert von Rahden: Eduard von Hartmann "und" Nietzsche. Zur Strategie der verzögerten Konterkritik Hartmanns an Nietzsche. I: Nietzsche-Studien, 13 (1984), s. 481-502. Rahden kommer, som den eneste forfatter i 30 årgange af »Nietzsche-Studien«, summarisk ind på Stirner-Nietzsche-spørgsmålet - i en lang fodnote (s. 492f).

(31) Om Lauterbach, sml. Bernd A. Laska: Ein heimlicher Hit- 150 Jahre Stirners »Einziger«. Eine kurze Editionsgeschichte. Nürnberg: LSR-Verlag 1994 (s. 18-28).
Lauterbachs forord til alle Reclam-udgaver af »Den Eneste« fra 1893-1924. Det er bemærkelsesværdigt, at netop en decideret modstander af Stirner har været den mest effektive drivkraft i genopdagelsen af ham. Den såkaldt anden Stirner-renæssance fra midten af 1960'erne - Stirner havde igen været næsten glemt i næsten et halvt århundrede - startede efter samme mønster som den første. Som den "farlige" Stirners overmand var det nu ikke Nietzsche, men Marx, der blev trukket frem (sml. Laska: Hit, ... )

(32) Friedrich Heman: Der Philosoph des Anarchismus und Nihilismus. I: Der Türmer, 9. Jg., bind I, okt. 1906, s. 67-74.

(33) Franz Overbeck: Erinnerungen an Friedrich Nietzsche. I: Neue Rundschau, feb. 1906, s. 209-231 (227-228); cit. efter Carl Albrecht Bernoulli: Franz Overbeck und Friedrich Nietzsche - eine Freundschaft, 2 bind, Jena: Eugen Diederichs 1908, s. I/238f.

(34) Sml. Janz: Nietzsche, anførte værk, s. I/646.

(35) Sml. Resa von Schirnhofers beretning om "forhøret", cit. i Janz: Nietzsche, anførte værk, s. III/212. I et brev til Karl Joël af 12. maj 1899 hævder Elisabeth Förster-Nietzsche at besidde hertil svarende erklæringer fra Rohde, Gersdorff, Seydlitz og Köselitz-Gast (Nietzsche-Archiv Weimar).

(36) Mazzino Montinari: Friedrich Nietzsche. Eine Einführung. Berlin: Walter De Gruyter 1991, s. 135 (it. orig. 1975).

(37) Cit. hos Bernoulli: Overbeck..., anførte værk (note 33), s. I/136f.

(38) Sml. Ottmann: Philosophie..., anførte værk, s. 309; Safranski: Nietzsche, anførte værk, s. 129.

(39) Hermann Schmitz: Philosophie als Selbstdarstellung, Bonn: Bouvier 1995, s. 83-89.

(40) Her kan der henvises til en bemærkelsesværdig parallel til Marx-forskningen. Selv om det i tilfældet Marx - anderledes end med Nietzsche - med kæmpemanuskriptet »Sankt Max« til fulde er dokumenteret, at Marx har kendt Stirners »Den Eneste«, har Marx-forskere af alle retninger - med meget få undtagelser - tenderet til at skære denne begivenhed ud af biografi og teoriudvikling. Nærmest utroligt, men sandt: sml. Laska: Bann... Teil 1, anførte værk (note 18).

(41) Théophile Droz: La revanche de l'individu - Frédéric Nietzsche. I: La Semaine Littéraire (Genève), Année 1894, No. 44, 3 novembre 1894, pp. 517-520; tysk deloversættelse i: Zürcher Post, 7. november 1900.

(42) Brev fra Friedrich Nietzsche til Hermann Mushacke fra 20. sept. 1865. Nietzsche læste Strauss' netop udkomne bog »Die Halben und die Ganzen«; med Hegel'sk filosofi mente han sandsynligvis ikke tekster af Hegel eller ortodokse Hegelianere, men af unghegelianere.

(43) Friedrich Nietzsche: Werke in drei Bänden, udg. Karl Schlechta, München: Hanser 1954ff. bind III, s. 133f.

(44) Elisabeth Förster-Nietzsche: Der junge Nietzsche, Leipzig: Alfred Kröner 1912, s. 171.

(45) Janz: Nietzsche, anførte værk, bind I, s. 265-267.

(46) Nietzsche: Werke (udg. Schlechta), anførte værk, bind III, s. 148.

(47) Werner Ross: Der ängstliche Adler, Stuttgart: DVA 1980, s. 158.

(48) John Henry Mackay: Max Stirner. Sein Leben und sein Werk. 3. udg. Berlin-Charlottenburg: Eget forlag 1914, s. 90.

(49) Manfred Kliem: Wer war der im Engels-Brief vom 22. Oktober 1889 genannte, bisher nicht identifizierte Junghegelianer "Mussak"? I: Beiträge zur Marx-Engels-Forschung, bind 29, Berlin 1990, s. 176-185.

(50) Brev fra Friedrich Nietzsche til Hermann Mushacke af 14. marts 1866.

(51) Jeg går ud fra den antagelse, at Nietzsche en kort tid var besjælet af ideen om at genoplive og videreføre Stirners radikale oplysning. Men hans filosofiske værk sigtede, skønt der findes mange spor af Stirner i det, dog på den uden tvivl kvælende "overvindelse" af ham og blev for det meste også opfattet i denne funktion (sml. den i begyndelsen citerede skjulte Stirner-reception). Også i denne funktion kan der konstateres en tydelig parallel til Marx' udvikling, sml. Laska: Bann, Teil 1: Marx und Marxforschung, anførte værk (note 18), Teil 2: Nietzsche und die Nietzscheforschung, anførte værk (note 18).

(52) Stirners »Den Eneste« har fra 1972 kunnet fås i Reclams UB (dansk oversættelse: »Den Eneste og hans ejendom«, Helikon 1999); ang. Receptionen, sml. de tre »Stirner-Studien« (Laska: Hit, anførte værk (note 31)); Laska: Dissident, anførte værk (note 12); Laska: Katechon, anførte værk (note 15)). Den letteste adgang til mine værker, hvoraf de fleste også foreligger på tryk, er via internetadressen: http://www.lsr-projekt.de/ms.html.


Oversættelse fra tysk: Fritz Wolder / feb.-marts 2003

Copyright 2001-2014 © by Bernd A. Laska

  L.S.R 
et parafilosofisk projekt
ikke i tiden -- men: til tiden